Årsopgørelse

Her, kort tid før vi tager hul på det allersidste døgn af 2015, må det være passende at skrive årets sidste blogindlæg.

Vi kan kalde det en slags årsopgørelse. En fortælling om året der gik, på godt og ondt.

Lidt pudsigt, så var det faktisk d. 30/12 2014 vi så Johan første gang. Vi var til nakkefoldsscanning på Kolding Sygehus og kunne køre lettede hjem efter en god scanning med lav risiko for div. ”fejl” og med synet af en livlig lille ”klump” i kufferten. Det var den perfekte afslutning på et dejligt år.

Selve graviditeten var relativt ukompliceret, men pga. en større fødselsskade fra Maries fødsel, var det alligevel med en stor portion usikkerhed in mente. Der var bl.a. risiko for tidlig fødsel, når presset på bækkenbunden blev øget, så det var en stor lettelse, da første milepæl i graviditeten blev nået; Den dag, da Johan var ”gammel” nok til at overleve uden for maven, hvis fødslen gik i gang. Han hang i, og det gjorde jeg også, og sammen rundede vi den ene milepæl efter den anden. Han skulle fødes ved planlagt kejsersnit, og jeg husker helt tydeligt følelsen af, at sidde der, på lægens kontor, og høre sætningen. ”Hvornår vil du have kejsersnittet? Du kan vælge mellem mandag, tirsdag, onsdag og torsdag.” Underforstået; Hvornår skal jeres søn have fødselsdag resten af sit liv? Det var noget af det mest surrealistiske jeg nogensinde har oplevet. Vi kiggede hurtigt på hinanden, Morten og jeg, og blev enige om, at Skt. Hans aften (d. 23/6) måtte være en rigtig god dag at blive født på. Og sådan blev det.
Det var en mærkelig fornemmelse, at kysse Marie godnat d. 22/6, velvidende, at hun ikke ville være vågen når vi kørte af sted mod Kolding næste morgen kl 6. Og velvidende, at det var hendes sidste aften som enebarn. Vi pakkede bil med autostol og tasker om aftenen, inden vi gik i seng, så der ikke var nogen naboer, som så det om morgnen. Vi stod op kl 5 d. 23/6, efter ikke så meget nattesøvn og så kørte vi ellers af sted. Vi blev tjekket ind på barselsafdelingen og min konsultationsjordemoder, som tilfældigvis også var hende, der skulle med til kejsersnittet kom og tog i mod os. Det var en helt speciel ro, der sænkede sig, da jeg så det kendte jordemoder ansigt. Det var rigtig rart, at det var hende, som også skulle være med på den sidste ”rejse” i denne graviditet. Ventetiden gik i gang, vi var nr. 2 på programmet, og kl. 9.25 kom portøren og kørte af sted med os. Det planlagte kejsersnit forløb fuldstændig som det skulle og det var præcis det, jeg havde brug for, ovenpå Maries noget hektiske, meget kaotiske og ultra dramatiske ankomst til verden. Her var ro, her var alting under kontrol og 31 minutter efter at vi var hentet på barselsafdelingen, hørte vi Johan skrige for første gang. Kl. 9.56 blev han født.

For at dette blogindlæg ikke skal slå rekorden som verdens længste (og verdens kedeligste) så trykker vi lige på ”fast forward” hen over de næste uger. Det var alligevel også sådan de føltes herhjemme. Marie var (er!) den perfekte storesøster, hun knuselsker Johan og der har virkelig ikke været meget reaktion på, at opmærksomheden nu ikke kun var hendes.

Midt i juli (D. 10. for at være helt præcis) væltede korthuset, tæppet blev revet væk under os osv. (I kan læse den præcise, detaljerede beretning om hvad der skete, i et tidligere blogindlæg) Vi var nu pludselig forældre til en alvorligt syg dreng. Det udløste den vildeste rutsjebanetur gennem følelsesregistret (og utallige køreturer til OUH), men på en eller anden måde, fik vi navigeret os igennem det første (knap) halve år. Det var der vidst ikke nogen af os, der troede på, dengang i juli måned, da alting så sortest ud.

Der har også været mange gode øjeblikke i 2015. Et af dem var, da vi kunne fejre Johan med fremstilling i kirken (han blev hjemmedøbt d. 20/7) og holdt en, synes vi selv, fantastisk fest for det seje lille liv. Det var kæmpe stort!

D. 9. december blev Marie 4 år. Jeg ville gerne have givet hende hele verden i fødselsdagsgave, for ovenpå det, noget turbulente, første halve år hun havde som storesøster, så fortjente (fortjener) hun kun det bedste. Jeg tog derfor en (måske lidt flabet) beslutning, og sendte en Facebookbesked til hendes store idol, Onkel Reje.
Når Marie og jeg skal forkæle hinanden, så kører vi på ”tøsetur” og så hører vi Onkel Reje for fuld udblæsning i bilen, mens vi synger med, alt hvad vi kan. Og så får vi lige lov til at glemme hvad der sker der hjemme for en stund.
Dette, samt en kort beskrivelse af Maries første 5 mdr som storesøster, skrev jeg til idolet. Jeg regnede egentlig ikke med at høre noget. Måske, hvis vi var meget heldige, et svar tilbage på mailen, som kunne læses højt for Marie.
Efter en uges tid kom der en besked tilbage fra Onkel Reje. Han havde optaget en lille video og efterspurgte en mailadresse at sende videoen til. Jeg var grædefærdig af taknemmelighed. Og det var virkelig svært, ikke at vise videoen til Marie med det samme. Hun fik en helt personlig fødselsdagssang og fødselsdagshilsen, og hun var så stolt og lykkelig da hun så den. Den dag blev jeg lige lidt mere fan af den politisk ukorrekte onkel.

Vores lille tykke mand, som faktisk slet ikke er tyk, men gennemsnitlig (men god til at skjule det!) udvikler sig med lynets hast. Det går faktisk lidt for stærkt for hans mor! Han triller i alle retninger nu, han har fået 2 tænder, han har her til aften spist sin første leverpostejmad (og elskede det) og han vokser som ukrudt. På overfladen er alt godt.
D. 3/12 fik han en ny blodprop i knuden. Han kom hurtigt i smertebehandling, vi har jo prøvet det før, og vidste hvad vi skulle gøre. Samtidig med det har han (stadig, formoder vi) væske på venstre øre og han har været snot forkølet hele december måned. Han sover endnu dårligere end han plejer, og vi har hørt ham skrige mere denne måned, end de resterende 5 måneder til sammen. Det har været hårdt, og vi har været kørt næsten helt ned, begge to. Det er rigtig hårdt at blive mindet om, at han faktisk ikke er helt som alle andre små babyer, at der konstant ligger noget og ulmer under overfladen. Vi har haft ”sygehusfri” i december måned, men starter hårdt ud igen i januar, med 3 besøg fordelt på uge 1 og 3. Øjenlæger, øre næse hals-læger og børnelæger. Så er vi ligesom i gang igen.

I morgen tager vi afsked med et år, som både blev det bedste og det værste år i mit liv. Vi har helt faste nytårstraditioner, og jeg glæder mig til at sige farvel til 2015 og til at starte på ”en frisk” sammen med et lille udvalg af nogen af vores nærmeste venner. 15 mennesker bliver vi, 8 voksne og 7 børn. Det bliver en fest!

Til slut vil jeg sige tak, et hjertevarmt og rørt tak, til alle jer, der har været en del af vores liv (også) i 2015, til alle jer, som støttede og bakkede op, da alting ramlede. Tak fordi I var der, tak for tanker, hilsner, smil og knus. I har gjort en kæmpe forskel!

 

Må I alle sammen få et lykkeligt nyt år ! 

Dias1

Dias2

Dias3