Undskyld, Marie!

Marie

Marie

Kære Marie!

Undskyld!

Undskyld, at det du drømte om, da du fik at vide, du skulle være storesøster, blev så meget anderledes.

Undskyld, at du gang på gang må tilsidesætte dine egne behov og ønsker, fordi Johans situation kræver det.

Undskyld for al den smerte, du bare må lære at leve med.

Undskyld, at vi har bosat os i en kommune, som ikke mener, du har behov for hjælp før du er 8 år. Med mindre selvfølgelig Johan dør. Så kan du godt få hjælp. Det er for lang tid at vente, når du har været Johans storesøster siden du var 3,5 år.

Undskyld, at du ikke længere kan stole på vores aftaler.

Undskyld, at vi flere gange har været nødt til at fravælge dig og dine oplevelser, på grund af sygehusbesøg med Johan.

Undskyld, at vi ikke kan beskytte dig bedre, når Johan er dårlig og slår/sparker ud efter den, der er tættest på, for det er tit dig.

Undskyld, at mit overskud ikke altid er lige stort, og at det derfor tit er dig, der trækker det korteste strå.

Det gør mig så ked af det…

…at vi nu kan mærke, at din grænse er nået. Nu kan du ikke rumme mere smerte. Og det burde du heller ikke.

Du er rigtig god til at sætte ord på dine følelser. Det er sejt! Men det er også forkert, Marie. For en 6 årig, skal ikke kunne fortælle, at “Jeg blev glad, da jeg så farmor på skolen mor, men jeg blev også lidt ked af det, fordi det var jo ikke dig, som vi havde aftalt!”.

Du bliver mere stille nu, trækker dig mere ind i dig selv og klager oftere og oftere over hovedpine. Du foretrækker tit at gå alene ind på skolen om morgnen, frem for at vente 1-2 minutter på den klassekammerat, der er ved at blive sat af af sin mor eller far.

Du er populær og vellidt i skolen, men du magter ikke mere “støj” nu.

Det kan jeg godt forstå, du ikke gør!

Mageløse Marie

Alligevel, på trods af alt dette, så elsker du Johan. Du er den bedste, kærligste og mest loyale storesøster man kan forestille sig.

Du leger, kysser, krammer, putter og læser højt, utrætteligt og omsorgsfuldt, selvom du gang på gang bliver skubbet væk.

Du er den, der kan få Johan til at smile størst og grine højest. Bare han kan høre dit grin, så griner han også. Og jeg ved, at det gør rigtig ondt på dig, når du ikke kan få ham til at smile eller grine.

Marie

Maries kamp for livet

Men kære, elskede Marie! Du skal vide, at vi til hver en tid vil kæmpe (og allerede gør det!) ligeså hårdt og stædigt for dig, som vi gør for Johan. Du er vores store, stærke pige, men du skal ikke være stærk hele tiden. Mor og far passer på dig, altid! Også selvom vi ikke er hos dig fysisk.

Du skal vide, at vi, lige nu især, kæmper for din ret til at få HJÆLP, for det har du brug for nu, så du ikke bliver tabt.

Du skal ikke se tilbage på din barndom, som om du “bare var hende, med den syge lillebror”!

Du har ret til en god og tryg barndom og jeg ville give dig hele verden. Hvis jeg kunne!

Tusind kys fra mor

Marie

14 comments / Add your comment below

  1. Hej
    Hvor er det dog dybt uretfærdigt at I ikke kan få hjælp til jeres skønne Marie, har du hørt om skyggebørn, det er en forening som hjælper søskende til syge børn. Håber at I får den hjælp som i har brug for.

  2. Hvor er det fint skrevet, og meget rørende det gik lige i hjertet.

    Hvor er hun sej og stærk og hvor er det uretfærdigt at hun er nød til at være det.

    Kram til jer alle 4 <3

  3. Av, det ramte lige i hjertekuglen <3 Jeg kender virkelig godt de følelser af utilstrækkelighed overfor den raske søskende. Det er så uretfærdigt <3

  4. Det går lige ind i hjertet, hvor det gør allermest ondt 💔
    I må aldrig betvivle, at I er de bedste forældre Marie og Johan kunne få. De elsker jer overalt på jorden, også når livet gør ondt og er besværligt. I er så opmærksomme på, hvad de hver især har brug for, I er der for dem ALTID.
    Kære lille familie, elsker jer ubetinget for hvad I stå for og i, jeres kampe og styrke, jeres mod og ikke mindst jeres dybe dybe kærlighed til jeres to guldklumper ❤💙

  5. Så smukt og rørende. Synes det er skrækkeligt at hun ikke kan få hjælp Nu, hvor hun har brug for det. Hvorfor vente til de er helt nede når de kan fiskes op halvvejs? Fatter ikke systemet. Kender ikke løsningen men håber i finder den.

  6. Jeg får så ondt i hjertet, når jeg læser dit smukke indlæg.
    Jeg er selv vokset op med en storesøster som var syg. Ja altså, hun er stadig syg, men nu er vi begge voksne.
    Jeg kan så tydeligt huske hvordan det var, at være den der altid stod i skyggen. Det gør jeg nok stadig lidt. Det er ikke nemt, og det var rigtig hårdt.
    Hvis bare mine forældre havde kæmpet lige så hårdt for mig, som I gør for Marie. Det er guld værd! I er for vilde <3
    Hvis Marie får lyst til at tale med én, så send mig endelig en mail. Jeg vil gerne prøve at gøre noget for hende, så godt som jeg nu kan. 🙂

Skriv et svar